Nyhed

Deltag i udvikling af Nemhandels e-faktura specifikation til Peppol BIS 4

Erhvervsstyrelsen efterspørger samarbejde med offentlige og private aktører og interessenter til udviklingen af en e-faktura specifikation baseret på den kommende internationale standard Peppol BIS 4. Tilmeld dig til kick off den 4. juni i Erhvervsstyrelsen her.

  • 7. maj 2026
  • Nyt om Nemhandel

Samarbejdet omfatter i den første konceptfase identifikation af overordnede forretningsbehov til den nye e-faktura specifikation. Samarbejdet starter med at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal mødes til et kick-off møde 4. juni 2026 og løber foreløbig til ultimo 2026.

Resultaterne af det indledende samarbejde videreføres i en specificeringsfase (2027) samt en afprøvnings- og migreringsfase (2027-2029). Der vil komme separate indkaldelser til deltagelse i disse faser.

Deltagere

Erhvervsstyrelsen ønsker at nedsætte en arbejdsgruppe og efterspørger deltagere, der er ansat hos en af følgende to grupper:

  • System- og serviceleverandører samt andre virksomheder, der ønsker at automatisere forretningsprocesser ved brug af specifikationen, og som i omlægningsprocessen skal sikre, at deres systemer og processer matcher den nye specifikation og de krav, der kommer med overgang til Peppol Bis 4.
  • Myndigheder, der i omlægningsprocessen skal understøtte, at det offentliges økonomisystemer, rapportering og kontrol fortsat fungerer effektivt og lever op til gældende lovgivning.

Erhvervsstyrelsen foreslår profiler som faglige eksperter, teknikere, projektledere eller andre med et solidt netværk og indsigt i markedskrav, forretningsbehov og tekniske løsninger. Deltagere skal forvente at afsætte tid til arbejdsmøder samt tid til mødeforberedelse i form af reviews. Der planlægges op til 1-2 arbejdsmøder om måneden i den første konceptfase.

Tilmeld dig arbejdsgruppen

Hvis du ønsker at deltage i samarbejdet, kan du tilmelde dig kick-off den 4. juni 2026 kl. 13.00 – 15.30.

Tilmeld dig kick-off 4. juni her

Tilmeldingsfristen er den 18. maj 2026. Det er et fysisk møde med gruppearbejde.

Mødet afholdes hos Erhvervsstyrelsen, Langelinie Allé 17, 2100 København Ø.