Nyhed

E-fakturering bliver den nye fælles måde at fakturere

Ny bekendtgørelse sætter for alvor strøm til elektronisk fakturering, som samlet set for danske virksomheder kan give store besparelser. Elektronisk fakturering forenkler nemlig virksomhedernes hverdag og styrker deres konkurrenceevne.

  • 28. september 2026
  • Nyt om Nemhandel

For at give nemmere adgang til effektiv og sikker brug af e-faktura, indfører Erhvervsstyrelsen nye krav til de registrerede digitale bogføringssystemer, der i dag bruges af ca. 350.000 virksomheder.

En e-faktura er en helt almindelig faktura, men den sendes direkte til kundens bogføringssystem - uden brug af e-mails. Det fjerner behovet for fakturaskanning eller manuel indtastning, og minimerer dermed tidsforbruget på fakturahåndtering og risikoen for fejl. Fakturabilaget gemmes samtidig i bogføringssystemet, så det nemt kan findes frem, når transaktioner skal dokumenteres.

Hvis alle virksomheder i Danmark begynder at anvende e-faktura, kan det give samlede besparelser for op til 9 mia. kr. årligt på samfundsniveau.

Sådan bliver virksomheder tilmeldt e-fakturering

Udbydere af registrerede bogføringssystemer skal automatisk tilmelde deres kunder, så det bliver nemt for virksomhederne at komme i gang med e-fakturering. Bekendtgørelsen stiller også krav om øget sikkerhed.

  1. Senest den 1. marts skal udbyderne af registrerede bogføringssystemer bede deres kunder om at validere virksomheden med MitID.
  2. Derefter skal udbyderne informere deres kunder om, at de automatisk bliver tilmeldt e-fakturering – medmindre virksomheden aktivt fravælger det.

Virksomheder, der ønsker e-fakturering, skal altså ikke gøre noget for at blive tilmeldt. Virksomheder, der ikke ønsker e-fakturering, skal takke nej, når de får besked fra deres udbyder.

Tilmelding til e-fakturering betyder ikke, at man begrænses til at sende og modtage e-fakturaer: E-fakturering bliver en mulighed. En tilmeldt virksomhed kan fortsat aftale andre fakturaformer med kunder og leverandører.

Registrerede bogføringssystemer er allerede klar til at håndtere e-fakturering. Hvis man ikke vil vente til den automatiske tilmelding, kan man allerede nu kontakte udbyderen af sit bogføringssystem og bede om at blive tilmeldt e-fakturering.

Se alle registrerede bogføringssystemer

Læs mere om e-fakturering

Bliv klar til e-fakturering med Virksomhedsguiden

Information på erhvervsstyrelsen.dk med vejledning til systemudbydere

Bekendtgørelse om krav til registrerede bogføringssystemer